Behandling
Slid
Hvordan opstår slidskader?
Slid kommer af forskellige ting, vi gør i hverdagen både bevidst og ubevidst. Det kan være en fordel at ændre vaner for at mindske skaderne, da tabt emalje aldrig kan gendannes. Den tandemalje, som er ætset væk, kan aldrig erstattes.
Når du skærer tænder
Tænder kan blive slidt ved, at man skærer tænder om natten. Når man skærer tænder om natten, har man ofte en stor tilbøjelighed til også at gøre det om dagen.
Syreholdige drikke og fødevarer
Tænder kan også blive slidt ved, at man drikker og spiser syreholdige madvarer. Det kan være sodavand (også lightsodavand), sportsdrikke, Redbull, juice, vin, frugt, vingummi og andet syrligt.
Sure opstød
Tænder kan også blive slidt af, at man får sure opstød eller kaster op, da mavesyre ætser voldsomt. Man ser også slid af tænder hos personer, som lider af snorken eller ubehandlet søvnapnø.
Nedsat spytproduktion ved træning
Motion er sundt, men ved intensiv træning kan væsketab føre til nedsat spytproduktion. Hvis tørsten så slukkes med læske- eller sportsdrikke, som indeholder meget syre, er risikoen for syreskader ekstra stor.
Sådan sker skaden
Skaden sker, når emaljen udsættes for syre, og der sker en opløsning af kalk fra emaljens overflade. Jo stærkere syren er (lav ph-værdi), og jo flere gange den kommer på dine tænder, jo større opløsning sker der. Hvis du også skærer tænder, sker skaderne hurtigere.
Symptomer på slidskader
Nogle mærker ikke spor, mens andre får meget følsomme tænder.
Nogle får små hakker bl.a. i deres fortænder som tegn på knækket emalje, da tænderne er slidt tynde.
Nogle oplever, at tænderne bliver korte og slidte at se på.
I værste tilfælde kan biddet synke sammen, og man får muskel og kæbeledsproblemer.
Sådan behandler vi slidskader
Når vi ser slid af tænder, spørger vi ind til, hvad årsagen kan være. Ofte er der flere årsager.
Når årsagen er fundet, forklarer vi, hvordan det yderligere slid kan stoppes.
Det kan være ved:
At stoppe indtaget af syreholdige drikke og madvarer.
Finde ud af, om du danner for megen mavesyre.
Finde ud af, om du skærer tænder dag og/eller nat.
Finde ud af, om du lider af snorken eller søvnapnø.
Selve behandlingen kan bestå af simple plastfyldninger til erstatning af den emalje, der er ætset væk. Eller af store genopbygninger med egentlig bidhævning af hele tandsættet med brug af plast og/eller kroner.
Plast
Behandling med plasterstatning har den fordel, at man altid kan bygge på igen med plast, hvis plasten slides. Det er desuden en behandlingsform, hvor man lægger plast på den ødelagte tand uden at slibe ret meget på den. Det vil sige, at det er en minimal invasiv behandling.
Krone
Kronebehandling er en mere invasiv behandling. Hvis der knækker noget af kronen, bliver det mere kompliceret, da hele kronen skal erstattes.
Bideskinne
Ofte vil det være nødvendigt at supplere med en bidskinne, som du skal sove med om natten for at forhindre slid af de nye tænder.
Behandlingsforløbet trin for trin
I fællesskab lægger vi en behandlingsplan og et forløb for dig. Det er meget individuelt, hvad forløbet består af.
Vi samarbejder tæt med vores tekniker om behandling og materialevalg, som varierer fra person til person.
Store behandlinger kan tage fra få uger til flere måneder fra start til mål.
Vi tager foto både før og efter behandlingen.